Varm velkomst i vente til pandaerne i Københavns Zoo

27. februar 2019
Læs hvordan Neotherm har leveret en unik løsning til det nye pandabyggeri i Københavns Zoo.
Image titleProjektansvarlig Ole Puggard fra Neotherm A/S foran den specielle træstamme som er blot én del af den unikke løsning, som Neotherm har leveret til projektet.

Når de to pandaer i april ankommer til det nye pandaanlæg i Zoologisk Have, kan de slange sig på store sten og træstammer med indlagt køl og varme. Systemleverandøren Neotherm A/S har specialdesignet løsningen af den usædvanlige opgave.

– Det er sjovt, når vi får den slags specialopgaver ved siden af vores mere traditionelle VVS- og ventilations- opgaver, og selvfølgelig kan vi også det – lave sten og træstammer med indlagt køl og varme, griner projektansvarlig Ole Puggaard fra Neotherm.
Blandesløjferne til de tre sten og to træstammer i udeanlægget er nu blot en lille del af Neotherms samlede levering til pandaanlægget – men helt sikkert den mest usædvanlige.

Ordren omfattede også blandesløjfer til køle-/varmeflader, som forsyner de to store ventilationsanlæg, gulvvarme til den store restaurant med panoramaudsigt til pandaerne, to rustfrie varmtvandsbeholdere og køle-/varme-units til opvarmning og nedkøling af vandet, der cirkulerer i sten og stammer og i restaurantens gulvvarme. Det hele udført i tæt samarbejde med VVS-entreprenøren C5 VVS A/S.

– Alt hvad vi har leveret til pandaerne i Zoo, er detailprojekteret – der er ikke noget standard. Det gælder lige fra gulvvarmen i sten og stammer til lufttæppeinstallationen, der giver varme ved indgangen til restauranten. Det har vi lavet på specialmål og indfarvet i ”panda-sort”, fortæller Ole Puggaard.

Image titleSådan kommer det endelige anlæg til at se ud, når pandaerne ankommer til april. Foto: BIG-Bjarke Ingels Group. 


Yin og Yang
Det imponerende pandaanlæg i Zoo er tegnet af arkitekt Bjarke Ingels som et kæmpe Yin- og Yang-symbol, og Schønherr Landskabs-arkitekter har designet indretningen af udeanlægget med vandløb, træer og sten, der gerne skulle få de to pandabjørne fra Kina til at føle sig hjemme – det er en han og en hun, og håbet er selvfølgelig, at de to pandaer på sigt vil blive til flere.

Klimaet i Danmark ligger meget tæt på det, pandaerne kommer fra i naturen, men alligevel giver det god mening med lune og kølige flader i anlægget, siger zoolog Katrine Friholm fra Zoologisk Have.

– I Zoo skal alle dyr have mulighed for at termoregulere og opsøge ekstra afkøling eller varme, alt efter hvad de har brug for. Når varme- og afkølings-mulighederne er lavet i form af vandløb og kunstige sten og stammer, skyldes det, at vi både skal give dyrene muligheder for naturlig adfærd og samtidig give gæsten en ide om dyrets naturlige levested, fortæller zoolog Katrine Friholm.


Image titleProjektleder Christian Houmøller Christensen fra C5 VVS-Teknik demonstrerer, hvordan installationen kan nås gennem en luge i den færdige sten. Foto: Henrik Petit.


Sten og stammer er placeret, så publikum får et godt udsyn til pandabjørnene, hvis de får lyst til at varme eller afkøle sig. Klipper, sten, vandløb og træstammer er bygget op i grove stålkonstruktioner – nogle af dem med indlagt ”gulvvarme” – og er derefter formet i sprøjtebeton og malet, så de ser naturlige ud. Dette er udført af firmaet ScenArea, som er specialister i kunstige klipper og landskaber.


Ud af boksen

Jesper Skovborg Jakobsen fra Neotherms projektafdeling fik opgaven på sten og stammer ind på sit bord først i 2018. I udbudsmaterialet var der specifikationer på de forskellige krav til for eksempel dimensioner og temperatur, men der skulle alligevel tænkes ud af boksen for at løse opgaven.

– Vi er jo vant til at levere gulvvarmeanlæg, hvor det bare skal være fladt og kunne afgive varme. Til pandaerne skulle vi finde på en løsning til både køl og varme, og hele molevitten med blandesløjfer og gulvvarmeslanger skulle være egnet til at blive indbygget i sten og stammer og fungere udendørs i alt slags vejr. Det er ikke den slags gulvvarme, vi laver mest af, indrømmer Jesper Skovborg Jakobsen.


Teori og praksis

Image titleProjektansvarlig Ole Puggard fra Neotherm A/S med skelettet til en sten med indlagt ”gulvvarme”.

Alle enheder styres automatisk efter temperatur af CTS-anlægget. Når der skal varme på, er det fjernvarmeløsningen, der leverer, men skal der være køl i stenene i stedet for varme, træder endnu en skræddersyet løsning til – så bruger anlægget overskudskølevand fra Den Arktiske Ring ved siden af pandaanlægget i Zoologisk Have.

Image titleStyringen til køl og varme er placeret i kælderen under restauranten. Projektleder Christian Houmøller Christensen, C5 VVS-Teknik A/S, og projektansvarlig Ole Puggaard, Neotherm A/S


Sindssygt smukt

Der arbejdes stadig på højtryk for at blive klar til modtagelsen af de to pandaer fra Kina. Anlægget er placeret midt i Zoologisk Have, og det har været en udfordring at få den store byggeplads samt de omkring 50 mand, der har arbejdet på anlægget konstant, til at gå hånd i hånd med Zoo’s almindelige aktiviteter. Men samarbejdet mellem de tre hovedentreprenører har været forbilledligt, fortæller projektleder Christian Houmøller Christensen fra VVS-entreprenøren C5.

– Det er ikke hver dag, man får lov til at bygge så specielt et byggeri. Hele anlægget er jo opbygget omkring dette Yin- og Yang-tegn, så derfor er der visse udfordringer i, at alt er rundt. Men anlægget bliver sindssygt smukt, udbryder Christian Houmøller Christensen fra C5 begejstret.
I anlægget i Zoo kommer de to pandaer til at leve adskilt i hver deres del af udeanlægget det meste af året. Kun i brunstperioden på fire dage om året vil de blive lukket sammen.


Fakta

Neotherms samlede levering til Pandaanlægget:
  • Blandesløjfer til køl- og varme i sten og stammer
  • Gulvvarme/køl til restauranten
  • Fjernvarme-unit med Rustfri varmtvandsbeholder
  • Varmetæppe til restaurantens indgang - leveret på mål og specialindfarvet i “panda-sort”  
Læs hele historien
Loading
Loading